Udgivet i

Nyheder i Juni 2018

MARGIT K Silke tørklæder

24. Maj slog jeg døren op i Kronprinsessegade 9 med en hyggelig åbningsreception.

Foråret stod i fuld flor i Kongens Have, og som én af de besøgende sagde, så kunne jeg jo bare nyde det. Der er jo folk på til at ordne havearbejdet 😉
Pavillonen er en fin gammel bygning med næsten 4 m højt til loftet, men plads er der ikke så meget af, når det både skal fungere som butik og designstudie.

Lidt historisk info om Pavillonerne.
Kongens Have blev anlagt i begyndelsen af 1600- tallet. Efter en voldsom brand i 1795 blev Kongens Have ændret og fik tilført elegante parisiske detaljer. Hoffet solgte et stykke af haven fra til nye bygninger, og for enden af haven anlagde man den herskabelige promenade Kronprinsessegade. Gaden og resten af byen blev samtidig afgrænset fra haven med et fornemt gitter opdelt af sandstensmurpiller. I gitteret inkorporerede man en række små, klassicistiske butikspavillioner skabt af Stadsbygmesteren Peter Meyn. I de nu fredede små kubiske rum, måtte man kun handle med galanterier og lignende noble varer.
Kronprinsessegade hører ikke til den del af byen, som jeg kender allerbedst, men den åbner sig som en smuk bydel med Kongens Have til den ene side og smukke gamle ejendomme til den anden side.

Porten lige overfor, er fra gammel tid, og så stor at der kan komme en hestevogn igennem – og omkring gårdspladsen var der i huset både plads til kareten, herskab og tjenestefolk. Mange fine detaljer fra gammel tid er bevaret.

Min fars familie har boet i Kbh og min far arbejdede som typograf i Kronprinsessegade, da han var ung.
Min oldefar som var håndværker, og var med til at bygge kommunehospitalet. Desværre var han uheldig og faldt han ned fra et stillads og slog sig ihjel. Sikkerheden på arbejdspladserne var ikke så høj dengang.

Så midt i alt det nye, kan jeg trække nogle linjer der peger bagud og føler mig ikke så fremmed i de nye omgivelser!

Så kig endelig ind i MARGIT K og giv jer også tid til at gå en tur i den smukke have.